Tottenham-Aston Villa
Skrevet af Lasse Sand d. February 04 2010 21:52:53
Så er vi nået til 25. runde af Premier League, og Aston Villa kommer på besøg på White Hart Lane. Selvom spillet til tider har været skidt har Spurs nu ikke tabt i 4 kampe, og ligger stadig på den fjerdeplads, der ville være ønskedrømmen den 9. maj når Premier League slutter.

Tottenham fik tanket ny selvtillid på Elland Road i aftes, hvor klubben avancerede i FA Cuppen, og dette skulle gerne omsættes til 3 vigtige point på lørdag mod en af vores direkte konkurrenter om Champions league pladserne.

Hvis du vil deltage i debatten, skal du klikke her
Udvidet nyhedstekst
Lørdag aften tager Tottenham imod Aston Villa på White Hart Lane. Det er på den ene side en ganske almindelig hjemmekamp, men på den anden side, er det også et opgør mellem to gamle traditionsklubber, der begge kæmper (mod hinanden) for at komme med i Premier Leagues absolutte top.

Mini-ligaerne:
I modsætning til mine vanlige optakter, vil jeg ikke dvæle ved modstanderens glorværdige fortid eller evt. mangel på samme. Jeg vil i stedet nøjes med at konstatere, at vi på lørdag skal op mod et af de hold, der har samme målsætninger som Spurs, og som på mange måder er sammenlignelig med Tottenham. Jeg vil heller ikke forsøge at føre bevis for, at Tottenham ender i top-4 eller det modsatte, men igen blot konstatere, at Spurs p.t. ligger på fjerdepladsen, og at kampen om Champions League pladserne ser ud til at blive et opgør mellem 4-5 hold, herunder The Mighty Lilywhites.

Som ligaen har udviklet sig indtil dato, tegner der sig nu et billede,hvor Premier League er delt op i nogle ”mini-ligaer”. Mesterskabet ligner efterhånden en duel mellem Chelsea og Manchester United, og kan vel betragtes som den ene miniliga. I bunden ligner det en kamp mellem en 6-8 hold om at undgå nedrykning. Det vil jeg betegne som den anden interessante miniliga.
Den tredje, og for os mest interessante miniliga, er kampen om Champions League pladserne. Som jeg ser det lige nu er der 5 hold, der kæmper om 2 pladser i det forjættede land. Det er Arsenal, Tottenham, Manchester City, Liverpool og lørdagens modstander Aston Villa.

Det er derfor en kamp af en vis betydning på lørdag, da både point til Spurs OG point tab til de øvrige i ”mini-ligaen” er af væsentlig betydning. Alle de hold jeg har kategoriseret som bejlere til de to sidste CL pladser taber point, og stillingen kan anskues med forskellige vinkler fra weekend til weekend.

Aston Villa:
Som nævnt synes jeg, at lørdagens modstander har mange fællestræk med Tottenham. Det er begge traditionsklubber med en glorværdig fortid, begge klubber har indenfor de seneste par sæsoner været tæt på målsætningen om at bryde ind i top-4, og begge klubber har en britisk manager samt en del britiske spillere.

I midten af 0´erne var Aston Villa faldet ned i midtersumpen af ligaen, efter deres daværende træner John Gregory forlod klubben. Klubben skulle derefter igennem et par sæsoner med skiftende managers (lyder det bekendt) før Aston Villa for knap 4 år siden sikrede sig Martin O´Neill fra skotske Celtic. O´Neill havde i forvejen godt kendskab til den bedste engelske række i kraft af sine år i Leichester, og blev på forhånd regnet som den rigtige træner for klubben. Og han har ikke skuffet. Aston Villa har gennem de sidste par år bygget et hold op, der på de gode dage kan spille lige op med hvem som helst. I dag råder de over britiske spillere som Stewart Downing, Ashley Young, James Milner, Gabriel Agbonlahor, Emile Heskey, Luke Young og Nigel Reo-Coker. Alle sammen spillere som er, eller har været, inde omkring det engelske landshold.Derudover har Villa udlændinge som norske John Carew, irske Richard Dunne, amerikanske Brad Friedel, bulgarske Stilian Petrov samt spanske Carlos Cuellar. Der er således ingen tvivl om, at Aston Villa råder over masser af kvalitet i truppen, og at de på alle måder må regnes som en kandidat til Champions League. I forhold til sidste sæson, hvor de smed fjerdepladsen væk, har de forstærket sig, og ligner et bedre hold i år.

I mini-ligaen om at komme i CL kan de dog blive hæmmet lidt af deres egen succes i Carling Cuppen, idet de er nået til finale. Finalen spilles sidst i februar, og det skal blive interessant at se, hvorvidt denne finaledeltagelse får konsekvenser for indsatsen i ligaen.

Hvad er det så vi kan vente på lørdag? Aston Villa har hurtige fløje og er i stand til at sætte tempo på deres angrebsspil. Selvom Wenger beskyldte dem for at være ”a long ball team”, vil jeg vove den påstand, at vi på lørdag kan blive angrebet med ”vores egne våben”. Derudover er det et hold der er meget stærke på dødbolde. Der er altså noget der peger på, at vores backs skal være vågne, og at vi skal passe på med at give for mange dumme frispark i nærheden af feltet.

Hvordan kan vi slå dem? Da vi mødte dem i Birmingham i efteråret var de sårbare overfor vores fløjspil og hurtighed. Defoe kan med sin hurtighed være en stor trussel for deres lidt tunge forsvar. Og så viste kampen i efteråret desuden, at de var til at tale med, når vores fløje kom rundt om deres backer.

Tottenham:
Spurs ligger nummer 4 i ligaen og er stadig med i FA Cuppen.. Isoleret set er det helt fantastisk, og det er jo netop derfor Tottenham stadig er med i kampen om top-4.Til trods for disse fakta, har den seneste tid alligevel været frustrerende. Tottenham har godt nok vundet to og spillet to uafgjort i de sidste 4 kampe, men det har også været fire kampe, hvor vi har tabt de to på gulvet i overtiden. Og så var der lige udekampen mod Liverpool før disse fire kampe. Så alt efter hvordan man lige ser det, kan det se både positivt og negativt ud.

Rent spillemæssigt har der været problemer lige siden Lennon blev skadet. Med Bentleys genfødsel ser det dog ganske godt ud igen. Han har leveret 3 gode præstationer mod Fulham, Birmingham og senest mod Leeds. Jeg skrev faktisk i min seneste optakt, at Bentley var langt fra en startopstilling! Han kom efter min overbevisning ind mod Fulham på grund af Krancjars sygdom, men man må sige, at manden har benyttet sig af chancen.

Modric er efterhånden ved at være ved fuld styrke igen, og han blev sparet i FA Cup kampen i går. Han har været rigtig god for Bale, der med Modrics tilstedeværelse på venstrekanten har skabt plads til den unge hurtige waliser. Ekotto kan blive klar til på lørdag, men han il næppe kunne slå Bale af, da han, ligesom Bentley, har slået til da chancen bød sig.

På den centrale midtbane har det dog set lidt tyndt ud, hvor især Jenas har set skidt ud. Han virker tappet for selvtillid, og da Palacios er lidt svingende i præstationerne, ser vores centrale midtbane lejlighedsvis svag ud. Hvis både Huddlstone og Palacios leverer det de i bund og grund kan, ser midtbane til gengæld ret fornuftig ud.

Midterforsvaret har haft en god periode med mange clean sheets, men vi må også konstatere, at det er samme centrale forsvar, der har tilladt to udligninger i overtiden i Birmingham og mod Leeds. Dawson er nu udpeget til ny anfører (det var han vel egentlig i forvejen) efter Keanes afgang nordpå, og det skal blive interessant at se hvilken effekt det får på ham. Personligt er jeg lidt træt af at se hvordan centerforsvaret roteres alt efter om King kan stå ud af rullestolen eller ej, og Bassong ser ud til at skulle give efter igen på lørdag.

Angrebet har virkelig været nede i en bølgedal, men nu ser Defoe da i det mindste ud til at være i gang igen. Vores nye islandske mand kan få debut mod Villa, men der er meget der peger på kombinationen af Defoe og Crouch på lørdag.

Kampen:
Det plejer være underholdende og livligt når Spurs og Villa mødes. Tottenham har generelt haft det lettest mod de hold, der rent faktisk forsøger noget frem ad banen, når de kommer til WHL. Det må man forvente Aston Villa vil. Det ligger ikke til dem at pakke sig. Det vil give plads og chancer til os! Til gengæld har de også midlerne til at straffe os hårdt, hvis vi mister bolden i en hurtigt opspil.

Jeg tror kampen vil blive tæt, og et logisk bud ville være en uafgjort. Men jeg har en fornemmelse af, at netop denne kamp bliver afgjort på en fejl. Begge hold kan tåle at spille uafgjort uagtet, at dette vil være klart bedst for Villa, da de er på udebane. Mit gæt skal være, at begge trænere fokuserer på at holde de andre fra fadet og så ellers lukrere på fejl…og det vil der komme i begge ender.

Jeg vil tillade mid at være optimistisk og gætte på en 1-0 sejr til Tottenham. Defoe skal nok få chancen, ogden vil hn tage på lørdag.

Opstilling:

Gomes, Corluka, Dawson, King, Bale, Bentley, Huddlestone, Palacios, Modric, Defoe, Crouch

Hvis du vil deltage i debatten, skal du klikke her