Wigan - Spurs
Skrevet af kofoed d. February 20 2010 12:36:22
På trods af en 4. plads indenfor teoretisk rækkevidde, samt en ikke helt umulig vej mod FA Cup finalen på Wembley, må pessimismen siges at være på sit højeste blandt de evigt udsatte Spurs-fans. Selv undertegnede har svært ved at finde de positive tanker frem inden søndagens sene opgør mod Wigan på JJB Stadium.
Udvidet nyhedstekst
Indrømmet, jeg plejer at være en af de ubehjælpsomme jubeloptimister, når det handler om Tottenham. Man plejer efter et par sløje resultater, at kunne ryste på hovedet over et utal af spildte chancer, men derudover være ganske fortrøstningsfuld i forhold til spillet. Det har dog langt fra være tilfældet i en lang række kampe i år. Forrige uges nederlag til Wolves var blot en af flere kampe, hvor vi ærlig talt tabte fortjent til en af bundpropperne.
Fra krisen til denne weekends kamp.
Wigan:
Wigan har som de plejer leveret en udmærket indsats i dette års udgave af Premier League. Man ligger på en 14. plads, og så skulle man ellers tro at klubben fra det nordvestlige England ikke havde mere at spille for i denne sæson. Fakta er dog, at bunden i ligaen er mindst ligeså tæt som toppen, og man har således blot to points til nedrykningspladserne. Vi kan derfor forvente et topmotiveret hjemmehold foran de godt 25.000 tilskuere. Motivationen skal ikke blot findes i, at undgå nedrykning, men ligeledes bevise at 9-1 nedslagtningen på White Hart Lane sidste år var en fejl.
Mht. holdopstilling har Wigans manager Robert Martinez ikke de store vanskeligheder. Eneste centrale mand på skadeslisten er således Titus Bramble, der ikke forventes at kunne spille. Heller ikke vores gamle Erik Edman forventes at spille kampen, hvilket må siges at være ærgerligt for os, da han om nogen blev til grin i det omvendte møde. Wigans farligste våben må siges at være N’Zogbia, der på sine gode dage mildt sagt vil kunne volde en spiller som Corluka problemer.
Spurs:
At krisen kradser behøver vidst ikke mere argumentation, end at vi blot har vundet en enkelt ligakamp i år 2010. For undertegnede er det dog årsagen til krisen der bekymrer mest. Udover kampen mod Aston Villa har vi vel nærmest ikke spillet en god kamp siden Lennon blev skadet. Uden ham er vores spil simpelthen for forudsigeligt. Selvfølgelig har Bentley gjort det godt siden, men en fløjspiller der ikke kan overløbe sin back er selvsagt ikke optimalt. Især fordi det også er tilfældet i modsatte side med Modric. At Bale så har været fantastisk til at komme med frem siden BAE’s skade har absolut været et frisk pust. Gareth Bale der efter min mening har været eneste rigtige lyspunkt det sidste stykke tid på trods af, at der stadig er defensive mangler.
Skadesmæssigt er vi skidt kørende. Ingen af vores langtidsskader er vendt tilbage. Samtidig er King som altid tvivlsom, mens også Jenas forventes at sidde over. Ikke den store svækkelse i forhold til Jenas katastrofale indsats i sidste kamp, hvor han også blev belønnet med en udskiftning i pausen. I øvrigt af en træner der ellers helst slutter med de samme 11 han starter med.
Harry har i pressen lovet Pav en startplads inden længe. Det bliver dog ikke søndag, da han sandsynligvis stadig er ude med lyskeproblemer.
Kampe i kampen:
N’Zogbia Vs. Corluka
Jeg frygter som altid Corlukas manglende hurtighed overfor hurtige kantspillere. Han plejer dog at gøre min frygt til skamme, hvilket også er nødvendigt hvis vi skal vinde kampen.
Huddlestone Vs. Wigans midtbane
Vi er bare bedst når Hudd får lov at regere midtbanen. På hans gode dage er han en af de bedste, men han kan godt nok også være usynlig. Jeg tror dog på, at han overfor spillere som Paul Scharner har en god mulighed for at blive midtbanens regent.
Defoe Vs. Wigans midterforsvar
Løb i dybden bag disse forsvarer var netop hvordan Defoe sidst lavede fem mål på en halv time. Det skal han gøre igen. I den forbindelse bliver afleveringerne fra Modric og Huddlestone vitale.
Bud på opstilling:
Gomes, Corluka-Dawson-King-Bale, Bentley-Hudd-Palacios-Modric, Defoe-Crouch.
Bud på resultat:
Evigt optimistisk siger jeg 2-1 på mål af Defoe og Crouch. Men det bliver uden at imponere.
Link til debatforum